Både uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv, jobcenter, skoleforvaltning og BusinessAalborg er med, når ny arbejdsgruppe i Erhvervsnetværk 9220 mødes igen i 2018.
Det kniber med at friste folkeskoleleverne til at søge mod mulighederne på erhvervsuddannelserne og det private erhvervsliv – og samtidig sikre, at der bliver flere muligheder for at folkeskoleeleverne kan komme i erhvervspraktik på virksomhederne i Aalborg Øst.
Men det skal der gøres noget ved – og det skal ske med udgangspunkt i Aalborg Øst.
Det mener formanden for Erhvervsnetværk 9220 Morten Christensen.
Derfor afholdt Erhvervsnetværk i oktober et kick off-arrangement med en lang række parter, som er klar til at ændre på det svære match mellem unge og erhvervslivet.
Her var virksomheder, de tre folkeskoler, Tech College Aalborg, AMU Nordjylland, Jobcenter Aalborg, Business Aalborg, skoleforvaltningens erhvervsplaymaker og borgrmesterkandidaterne fra Socialdemokratiet og Venstre alle med.
Og det blev også startskuddet til en fælles task force, hvor repræsentanter for alle parter, sætter sig om bordet for at finde nye bud på konkrete løsninger.
INITIATIVER FORMES I 2018
Det første møder har været afholdt – og ifølge Morten Christensen fra Erhvervsnetværk 9220 bliver det i 2018, at de første konkrete initiativer kommer til at tage form.
"Initiativet kommer fra de tre folkeskoler i det østlige Aalborg og lokale virksomheder i Erhvervsnetværk 9220, som med hvert deres udgangspunkt har registreret, at det kniber med at de unge og virksomhederne finder hinanden. Men som vores aktiviteter har vist, så erkender alle parter også, at vi ikke kan klare den udfordring med et fingerknips. Derfor har vi nu haft det første møde i vores task force. Og vi går ind i 2018 med ambitionen om, at vi skal have handlet på den udfordring", siger Morten Christensen.
-Det er storpolitik. Vi skal handle og have gjort os nogle erfaringer. Og det skal være i 2018. For de unges skyld – og for virksomhedernes skyld. Og dermed for hele samfundets skyld. For vi har ikke et stærkt velfærdssamfund uden unge mennesker, der er med til at få hjulene til at dreje i erhvervslivet, siger formanden for Erhvervsnetværk 9220.
ELEVER SKAL LÆRE AT ARBEJDE MED HÆNDERNE
Det første møde i den nye task force blev brugt til at udpege konkrete problemstillinger – men også nogle løsningsforslag.
Blandt andet er alle parter enige om, at eleverne i folkeskolen meget mere skal opleve, at de kan noget med værktøj i hånden. Blandt også deltage i udviklingen og vedligeholdelse af skolegårde og bygninger. Det er noget, som man både lokalt på de enkelte skoler kan arbejde med – især hvis skolerådmand og skoleforvaltning tilskynder til det.
UU-VEJLEDNING SKAL SATSE BREDERE
Desuden blev det påpeget, UU-vejledningen i dag arbejder for smalt, fordi den efter 8. klasse slipper den individuelle rådgivning af de folkeskolelever, der er erklæret uddannelsesparate. Det gør hovedparten – og de vælger oftest det almene gymnasium frem for en uddannelse i erhvervsgymnasiet.
BORGMESTER OG SKOLERÅDMAND PÅ GENERALFORSAMLING
"Det vil vi nu konkretisere endnu mere – og tage op med borgmester og skolerådmand, som vi allerede har inviteret til at deltage i ErhvervsNetværk 9220’s generalforsamling i februar", fortæller Morten Christensen.
FAKTA: TASK FORCE UNGE PÅ ERHVERVUDDANNELSERNE
ErhvervsNetværk 9220’s task force for flere unge på erhvervsuddannelserne er sammensat af repræsentanter for følgende institutioner: Virksomheder, de tre folkeskoler, Tech College Aalborg, AMU Nordjylland, Jobcenter Aalborg, Business Aalborg, skoleforvaltningens erhvervsplaymaker.