Af Kristian Andersen
28-årige Johannes i praktik efter fem års nedtur – en win-win-situation, siger adm. dir. Jesper Luff Olesen
Der arbejdes koncentreret i IT-virksomheden OCTOKOM. Men de seneste måneder er det gået ekstra hurtigt.
Med bistand fra 28-årige Johannes, der har Asperbergers Syndrom, er mandskabet nemlig øget med 50 procent – og arbejdskapaciteten øget meget mere end det.
For Johannes kan med sin Aspergers-diagnose løse nogle tunge systematiske funktioner for virksomheden, som det vil tage meget lang tid at få løst. Hurtigt og effektivt. Til stor gavn for både OCTOKOM og for Johannes, der foreløbig er i virksomheden i en tre måneders praktik.
”Det er ren win-win for os og for Johannes. Vi har fået en meget stærk arbejdskraft, som vi har brug for, til en masse tunge opgraderinger, som vi andre i virksomheden slet ikke kunne løse på den tid og med den kvalitet, som Johannes magter opgaverne”, fortæller administrerende direktør Jesper Luff Olesen om praktik-aftalen, der er indgået med Autismecenter Nord-Bo.
Konkret er det oversættelser af universelle filer til hjemmesider og gloseordbog, som den 28-årige praktikant arbejder med for OCTOKOM.
For Johannes har de seneste fem år ellers været nedtur på nedtur i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
”Jeg har været igennem alt muligt, men hver gang gået ned med stress. Jeg gik på gymnasiet, forsøgte at blive mekaniker, industritekniker og grafisk designteknolog, men hver gang er det gået galt. Mange virksomhederne har ikke rigtig haft plads til sådan en som mig, som kræver ro og overskuelighed, men det har jeg fundet i OCTOKOM, og det betyder, at jeg er i gang og har et indhold i livet i stedet for bare at sidde derhjemme”, fortæller Johannes.
”Her er der en fleksibel arbejdsplads og et godt arbejdsmiljø, hvor jeg ikke skal tage stilling til alle mulige ting ud over det, jeg skal lave. Og det er jeg rigtig glad for. Det bliver forhåbentlig min vej ind på arbejdsmarkedet”, siger han.
OCTOKOM-direktør Jesper Luff Olesen glæder sig over, at han både kan løfte virksomheden og gøre en indsats for et andet menneske.
”Johannes er en meget stærk ressource, som vi har meget brug for. Og jeg har også andre lignende eksempler fra min omgangskreds, hvor mennesker med en diagnose er meget velfungerende og meget vellidte medarbejdere”, siger Jesper Luff Olesen.
NORD-BO HAR 180 UNGE OM ÅRET
Det er praktikvejleder Lise Nielsen fra Autismecenter Nord-Bo i Aalborg, der har formidlet kontakten mellem OCTOKOM og Johannes.
Og hun opfordrer andre til at gøre som OCTOKOM.
”Vi har tre dagtilbud i Nordjylland – både i Aalborg og i Jammerbugt. Og her har vi 180 unge, som vi arbejdsprøver på forskellig vis. Det er 180 mennesker, som har mange forskellige ressourcer, hvoraf rigtig mange kan bruges i virksomheder og på offentlige arbejdspladser. Og det betyder ofte utrolig meget for de mennesker, der får et praktikforløb og måske en arbejdsplads i en virksomhed eller en offentlig institution. Og det kommer som regel også til at betyde meget for virksomheden, fordi mange af vores unge er en ressource, når de får de rigtige rammer”, forklarer praktikvejleder Lise Nielsen.
ERHVERVSNETVÆRK : DE KAN NOGET, ANDRE IKKE KAN
Autismecenter Nord-Bo er af de nyeste medlemmer af ErhvervsNetværk 9220. Og formanden for ErhvervsNetværk et, Morten Christensen, glæder sig. Det må meget gerne føre til, at flere borgere med diagnoser kommer i arbejde blandt netværkets medlemsvirksomheder, siger Morten Christensen:
”Noget af det, der binder ErhvervsNetværk 9220’s 170 medlemsvirksomheder sammen er faktisk et stort socialt ansvar. Det var noget af det bærende fra starten for fem år siden – og det går igen i mange af de tilbagemeldinger, vi får fra medlemmerne. Derfor passer Nord-Bo fint ind i ErhvervsNetværk 9220”.
”Vi ved jo – også kan også i eksemplet med Johannes og OCTOKOM – se, at mange af de mennesker, der har en diagnose med en forstyrrelse inden for autisme-spektret, har nogle ressourcer, som vi andre ikke har. De kan nogle ting bedre end de fleste af os. Og den ressource skal vi selvfølgelig have udnyttet – for både de virksomhedernes og vores medborgeres skyld. Derfor kan jeg kun opfordre endnu flere medlemmer i ErhvervsNetværk 9220 til at afsøge, om Nord-Bo eller andre institutioner ligger inden med nogle menneskelige ressourcer, som vi kan udnytte i praktik og job”, siger Morten Christensen.
FAKTA:
Autismecenter Nord-Bo:
Autismecenter Nord-Bo, der er beliggende i Jammerbugt og Aalborg kommune, blev i 1998 etableret som et lære-og værested omfattende et individuelt tilrettelagt og struktureret pædagogisk helhedstilbud til fem unge og voksne med autisme-spektrumsforstyrrelser.
Det grundlæggende pædagogiske udgangspunkt for arbejdet i Autismecenter Nord-Bo er, at de har at gøre med mennesker, som på trods af en autismespektrumsforstyrrelse, er meget forskellige og derfor har helt unikke og individuelle muligheder og behov.
Også på Autismecenter Nord-Bo har hvert enkelt menneske ganske særlige færdigheder og vanskeligheder, som må medtænkes i det pædagogiske arbejde. Autismecenter Nord-Bo tilbyder en vifte af muligheder, som tilpasses det enkelte menneske. Der lægges med andre ord grundlæggende stor vægt på individuelt tilrettelagte udviklingsforløb.
Mennesker med autisme har som udgangspunkt også sammenfaldende behov i form af, at blive mødt med regelmæssighed, overskuelighed, struktur, forudsigelighed og tryghed i en sammenhængende hverdag.
Autismecenter Nord-Bo er en udviklingsorganisation, hvilket betyder, at der konstant tænkes i udviklingsmuligheder for udviklingen af målgruppens behov. Det er bl.a. årsagen til at Autismecenter Nord-Bo i dag består af seks afdelinger, som alle tilbyder indsatser, der matcher målgruppens behov for at udvikle et så selvstændigt liv som muligt.
Autisme er en livslang tilstand, som ikke blot forsvinder med tiden.
Autismecenter Nord-Bo kan derfor også være et varigt og måske livslangt tilbud, hvis den enkeltes autismeforstyrrelse fordre det.
OCTOKOM:
OCTOKOM er et 3½ årig specialist webbureau som ejes af Jesper Luff Olesen på 27 år og Theis Soelberg på 30 år, som tilsammen har mere end 15 år erfaring med at arbejde med websites. De omsætter digitale tanker og drømme fra tegnebræt til virkelighed. De lytter til dine ønsker, analyserer målgruppens behov og skræddersyer hver enkelt løsning, så design og funktionalitet forenes i en gennemført websiteløsning. Med afsæt i kundens visuelle identitet skaber de den røde tråd fra offline til online, så virksomhedens værdier, image og gode ry omsættes til en brugervenlig og attraktiv kundeoplevelse.
Hos OctoKom er de af den overbevisning, at virksomheder ikke skal tilpasses hjemmesiden, men at hjemmesiden skal tilpasses virksomheden. Derfor leverer de udelukkende hjemmesider med skræddersyet design samt funktioner, som er tilpasset dine behov og målsætninger. På den måde betaler du ikke for mere, end hvad du lige nøjagtig har brug for. Simpelt, men ikke nødvendigvis en selvfølge i et univers af ubegrænsede muligheder og smarte løsninger.
(Theis Soelberg, Johannes og Jesper Luff)
2017 foto © Af Cianne Christiansen, www.by-cc.dk <http://www.by-cc.dk/>