Vi ta'r hul på den 10. måned med en velkomst til det nye medlem Tabu Catering.
Tabu Caterings domicil er Skydebanen - Aalborgs nye selskabs- og eventsted, hvor (næsten) alt kan lade sig gøre. Skydebanen kombinerer et indendørs festlokale med naturskønne udendørsarealer. Beliggende tæt på Limfjorden tilbyder Skydebanen en malerisk udsigt over lystbådhavnen, hvilket skaber en unik og afslappet atmosfære for enhver begivenhed.
Med til Skydebanen hører Øen, der rummer 30 små rødmalede hytter med plads til to til seks overnattende pr. hytte. Disse skaber en særlig stemning omkring festen, og indbyder ikke mindst til at lade gæsterne overnatte og samles om morgenmad og hygge dagen derpå.
Hele området indbyder desuden til en masse skønne arrangementer og oplevelser for både børn, unge og voksne i alle aldre. Den kreative proces er i gang, og arrangementerne vil løbende blive meldt ud.
Bag roret for hele herligheden står restauratør og iværksætter Michael "Miv" Pedersen. Ud over dette nye projekt står Miv i spidsen for Restaurant Tabu i Aalborg midtby samt kystrestauranterne på Kallehavegaard Badehotel i Løkken og Restaurant Glashuset i Lønstrup.
Ud over Miv repræsenterer Julia Pedersen virksomheden i netværket.