Trods et vejrlig til både den småkolde og ret våde side blev det en inspirerende bustur, da Miljøgruppen 20. august 2020 gennemførte en miljøbustur til en række spændende virksomheder i 9220.
Deltagerne - omkring 30 i alt - mødtes foran RenoNord, hvor der især blev fokuseret på det imponerende anlæg, hvor man sorterer plast og metal fra husholdninger. Derfra gik turen til NB Ventilation, der bød indenfor i kantinen og fortalte om, hvordan man producerer kundetilpassede ventilationsaggregater til bolig, kontor og industri.
Næste stop var sådan set ikke et stop, men en mulighed for fra bussen at se Renseanlæg Øst, der ikke blot renser spildevandet fra borgere og virksomheder, men også producerer biogas til produktion af strøm og varme. Herfra gik det videre mod øst til virksomheden RGS Nordic, der er specialiseret i behandling af forurenet jord, industrispildevand og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald. Også denne del af turen blev gennemført fra bussen.
Sidste punkt på dagsordenen var et besøg hos Port of Aalborg, hvor der foruden let forplejning og tid til netværkeri blandt andet blev orienteret om havnens og dens mange virksomheders fokus på miljøforhold. Desuden var der indlæg fra Kingo Recycling, eco2LIGHT, Stena Recycling og Aalborg Recycling