HUSK - tilmelding senest fredag den 12. april
Varmespild fra bygninger er skjult for det blotte øje, men en løbende udgift i driften. Termografiske analyser giver mulighed for at identificere utætheder og dermed muligheder for besparelser, men det kan være en stor opgave at dække tagarealer og bygningskomplekser med et håndholdt kamera. Derfor har vi inviteret en drone virksomhed til 9220, der hurtigt og præcist kan identificere muligheder fra luften! Og så er det endda gratis!
Undersøgelsen foretages af virksomheden Drone Systems, der i årevis har hjulpet fjernvarmeselskaber med at identificere varmetab fra ledningsnet, mv. og givet grundlag for store besparelser på varmeområdet (se mere på virksomhedens hjemmeside her: http://dronesystems.dk/). Vi har indgået en aftale med dem om at overføre deres erfaringer og tilgang til at identificere varmetab og muligheder for besparelser for virksomheders bygninger.
Hvis I som virksomhed deltager i undersøgelsen, vil I modtage termografiske data for jeres ejendom, og hvis der er oplagte potentialer for energibesparelser, vil I få et tilbud om en mere præcis beregning af besparelser og tilbagebetalingstider.
Overflyvningen skal foregå i april, mens temperaturen fortsat er under 8 grader, så derfor er tilmeldingsfristen kort! Til gengæld er det meget simpelt:
Alle virksomheder i erhvervsområdet omkring Aalborg Havn og ned mod Egensevej kan være med i forløbet, og tilmelding sker ved senest på fredag den 12. april at sende en email til lyhne@plan.aau.dk med tilsagn om at deltage og en adresse (eller matrikel) på det areal, der ønskes data på. Deltagelse er gratis og data behandles i fortrolighed ud fra vedhæftede aftale.
Vi håber, at vi på denne måde kan gøre det nemmere for jer i de enkelte virksomheder at arbejde med energibesparelser.
Erhvervsnetværk 9220 og projektet Bæredygtige Synergier har en fælles ambition om at skabe et grønnere erhvervsområde i Aalborg Øst. Det bobler af initiativer og idéer, og en af dem er, at vi nu inviterer til en fælles undersøgelse af muligheder for energiforbedringer blandt lokale virksomheder.