20 MINUTTERS SUMMEN GAV FEM FØRSTE JOB I 9220-VIRKSOMHEDER
50 repræsentanter for virksomheder i ErhvervsNetværk 9220 var mødt frem, da netværket tirsdag aften blev introduceret for projektet ”Små job med mening”, som skal flytte udfordrede ledige ind på arbejdsmarkedet. Formand Morten Christensen er meget tilfreds med, at introduktionen straks første til fem nye jobs. Han venter endnu flere de næste uger.
Projektet ”Små job med mening” fik en forrygende start, da ErhvervsNetværk 9220 tirsdag inviterede sine 170 medlemsvirksomheder til introduktion-sarrangement på Siemens/Gamesa.
50 repræsentanter for virksomheder var mødt frem – og efter 20 minutters summen ved bordene kom de første fem tilsagn om små jobs, som kan besættes.
-Det er simpelthen en forrygende start. Bedre kunne vi ikke komme fra land. Og det er bare den spæde start. Nu skal vi videre, siger Morten Christensen, der er formand for ErhvervsNetværk 9220 og regionschef på De Forenede Dampvaskerier.
Morten Christensen sidder sammen med 20 andre erhvervsledere fra Aalborg i en task force, som er fælles om ambitionen om at hjælpe mennesker med forskellige udfordringer ind på arbejdsmarkedet. Og ErhvervsNetværk 9220 er det første store erhvervsnetværk, der introducerede ideen for sine medlemmer.
-Vi har haft nogle pilotprojekter blandt vores 170 medlemsvirksomheder. Og de blev også introduceret i går. Det gælder Aalborg Portland, der har oprettet foreløbig tre små job, og det gælder Simens/Gamesa, som også er godt i gang.
-Begge virksomheder bekræftede for mig og alle de andre fremmødte, at det hverken handler om størrelse eller giver besvær. For alle virksomheder har nogle opgaver, som vi ikke rigtig får løst i en travl hverdag. Eller nogle opgaver, som tager vigtig tid fra nogle andre medarbejdere. Og de opgaver er der faktisk rigtig mange mennesker, der kan hjælpe os med at løse – samtidig med, at vi hjælper dem ind på arbejdsmarkedet.
-Og den opgave var der rigtig stort commitment bag fra de virksomheder, der deltog. Derfor tror jeg på, at vi kommer rigtig langt i løbet af de næste uger og måneder. Vi følger selvfølgelig op på den introduktion, vi har givet, så vi får flere virksomheder med, siger Morten Christensen, formand for ErhvervsNetværk 9220.
Projektet løftes i samarbejde med Aalborg Kommune og FOKUS Folkeoplysning.
Jobcenterchef Jesper Dahlgaard gjorde fra starten rede for, at Aalborg Kommune stadig har mange ledige.
4100 ledige er dagpengemodtagere, 3500 ledige kontanthjælpsmodtagere.