Tranholmsvejs udvidelse er et konkret eksempel på, at ErhvervsNetværk 9220 gør en forskel for Aalborgs virksomheder, fremhæver formand Morten Christensen. AAU’s Morten Dahlgaard er ny i bestyrelsen – og ser potentiale i samarbejde med de 172 medlemsvirksomheder.
Af Kristian Andersen
Tranholmvejs udvidelse fra to til fire spor – og cykelstier – er et konkret eksempel på ErhvervsNetværk 9220 dur og gør en forskel for borgere og virksomheder i området.
Det fremhæver formanden for erhvervsnetværket, Morten Christensen, i forbindelse med netværkets generalforsamling onsdag.
"Når vi i disse uger kan konstatere, at Tranholmvej bliver udvidet til dobbelt bredde – og cykelstier – så skyldes det jo i høj grad, at vi i ErhvervsNetværk 9220 har rejst sagen og presset på. Både i forhold til Aalborg Byråd. Men sandelig også Folketinget. Vi har haft en meget aktiv temagruppe omkring infrastruktur, der har arbejdet med Tranholmsvej udvidelse – og det er i høj grad dem, der har fået skabt en forståelse af, at nu skal der altså ske noget her, hvis vi skal se den vækst og beskæftigelse, som Aalborg har potentiale til. Tak til dem!"
"Og på samme måde har vi syv-otte andre temagrupper, der arbejder med forskellige interesser og problemstillinger, som medlemmerne selv rejser over for hinanden i netværket. Der er dynamik og højt humør – og det overbeviser åbenbart også politikerne om, at de skal lytte til os", siger Morten Christensen.
172 MEDLEMMER GIVER STYRKE OG TROVÆRDIGHED
Formanden for ErhvervsNetværk 9220 fremhæver efter generalforsamlingen, at netværket med 40 nye medlemmer i 2017 når op på 172 medlemsvirksomheder – og at det giver stor styrke, som skal bruges aktivt i de kommende år.
"Vi har i 2017 fået 40 nye medlemsvirksomheder – og vi havde fire medlemsvirksomheder, der stillede op til bestyrelsen, hvor der var valg til Morten Dahlgaard fra Aalborg Universitet, og en enkeltmandsvirksomhed, som har været med hos os i nogle få måneder, blev suppleant og ad den vej kommer med til alle bestyrelsens møder. Det viser simpelthen, at vi i ErhvervsNetværk 9220 er en meget bred flok, som bliver stadig flere hele tiden. Som appellerer til rigtig mange meget forskellige virksomheder".
"Vi er netværket for de store og de små – og dem i mellem. Vi har de store spillere som Aalborg Universitet, UCN, Aalborg Havn, Siemens, mange i laget under dem – og for rigtig mange virksomheder med mellem en og fem medarbejdere. De ser alle sammen nytte i at være med i ErhvervsNetværk 9220 – og det er vi umådeligt stolte over", siger Morten Christensen.
AAU-CHEF ER NY I BESTYRELSE
Aalborg Universitet bliver nu repræsenteret i bestyrelsen for ErhvervsNetværk 9220, som med 172 medlems-virksomheder er vokset med 40 virksomheder det seneste år.
Det sker i form af Morten Dahlgaard – universitets vidensamarbejdschef med ansvar for blandt andet innovation og entreprenørskab for studerende og ansatte – der på netværkets generalforsamling onsdag blev indvalgt i bestyrelsen.
For Morten Dahlgaard, er der gode grunde at han stiller op og bruger tid på det vækstende erhvervsnetværk. Lige som AAU i øvrigt er repræsenteret i en lang række tilsvarende erhvervsnetværk og faglige netværk over hele landet.
"Jeg har blandt andet ansvar for at understøtte entreprenørskab og innovation for studerende og ansatte. Og der er et stort potentiale for Aalborg Universitet i at udvikle et tættere samarbejde med de 172 virksomheder, der nu befinder sig i ErhvervsNetværk 9220. Det er en meget interessant pulje af virksomheder. Universitetets aktiviteter er selvfølgelig ikke begrænset til postnummer 9220 – og det er ErhvervsNetværk 9220 i øvrigt heller ikke", siger Morten Dahlgaard efter valget til bestyrelsen.
POTENTIALE FOR AAU, VIRKSOMHEDER OG STUDERENDE
Det potentiale, AAU-chefen har fokus på, strækker sig vidt. Men overskriften er vækst, beskæftigelse og byudvikling.
"Der er et meget stort potentiale i at udvide forskningssamarbejdet med virksomhederne. Det er allerede tæt, men som også generalforsamlingen viste, så ser både virksomheder og vores forskere stadig muligheder for at forstærke samarbejdet yderligere til begges fordele. Det kommer lige nu til at ske i samarbejdet omkring projektet ”Bæredygtige Synergier”, som blev præsenteret på generalforsamlingen – og netværket jo tilskynder virksomhederne til at gå ind i, fordi det er en god forretning for dem".
"Vi har i Nordjylland rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som måske udfordres, mens digitaliseringen og andre ting banker på døren. De virksomheder kan få et løft, hver gang de får en akademiker ind i medarbejderstaben. Det viser alle undersøgelser".
"Og dertil kommer mulighederne for at skabe flere studieprojekter og studiejobs – og måske også ægtefællejobs til mange af de internationale undervisere, som vi rekrutterer til universitetet".
"Det er jo bare noget af potentialet. Der er rigtig mange gevinster, vi kan høste sammen. Og det er jeg klar til at arbejde på, at vi kommer i gang med at gøre endnu mere systematisk", siger Morten Dahlgaard.
GENVALG TIL TO
Ud over Morten Dahlgaard, som blev nyvalgt, var der genvalg til Mette Schmidt fra Aalborg Havn, og Trine Ramsgaard fra Industrigårdens Boliginvest. Desuden består bestyrelsen af Morten Christensen, Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening, Søren Hageman Christensen fra NIRAS, og Jesper Luff Olesen fra OCTOKOM. Petya Petkova træder ind i bestyrelsen som ny suppleant.
Knud Vestergaard fra Vestergaards Bogtrykkeri og Jens Peder Bjerg fra Danske Fragtmænd havde på forhånd meddelt, at de gerne vil afløses i bestyrelsen.
YDERLIGERE KOMMENTARER:
MORTEN DAHLGAARD, vidensamarbejdschef, AAU - og ny i bestyrelsen for ErhvervsNetværk 9220, tlf. 22 40 58 05
MORTEN CHRISTENSEN, formand for ErhvervsNetværk 9220, tlf. 22 10 35 35