Den 23. oktober 2019 var ErhvervsNetværk 9220 på besøg i Aalborg Arrest, hvor de deltagende medlemmer kunne få et indblik i, hvordan livet er i arresten.
Det er andet år i træk, at ErhvervsNetværk 9220 afholder arrangementet; ErhvervsNetværk 9220 bag tremmer – en dag i arresten. Arrangementet har været populært fra starten, og der måtte igen i år meldes fuldt hus til dette anderledes og meget rørende arrangement, hvor de deltagende får en indsigt i livet i arresten, samt en fortælling om, hvordan det er at komme ud på den anden side.
Under besøget i arresten var der bl.a. indlæg fra arrestens personale og Kriminalforsorgen og fra medlemsvirksomhederne; High:Five og Pallisgaard, samt fra en person, der havde været igennem High:Five’s program og som nu nu er beskæftiget hos Dansk Kreaturslagteri i Aalborg Øst.
Arrangementet startede med en velkomst af enhedschef Allan Jørgensen, hvorefter Institutionschef Birgitta Sloth Christiansen kunne berette om; en bedre vej ud – resocialisering og produktion i arresten. De deltagende medlemmer fik ved denne beretning stiftet bekendtskab med muligheden for, at placere produktionsordrer i arresten.
Efter første halvdel af arrangementet og et måltid mad - der blev leveret af vores medlem KaffeFair- var det tid til en tur rundt i arresten. De deltagende medlemmer kunne ved selvsyn konstatere, under hvilke forhold arrestanterne befinder sig, mens de sidder varetægtsfængslet i Aalborg arrest.
Arrangementet blev afsluttet med beretninger om, hvordan High:Five i samarbejde med virksomheder tager et socialt ansvar og er klar til, at give en tidligere straffet person en ny chance i livet efter endt afsoning. Vores medlemsvirksomhed Pallisgaard A/S deltog i denne sammenhæng med Service Tømrer og medindehaver Mads Olesen.Ligeledes fik de deltagende fornøjelsen af at hilse på Rene og Henning fra Dansk Kreaturslagter i Aalborg Øst. De kunne berette om, hvordan en hverdag med arbejde kan betyde en verden til forskel for en person, der i en årrække har været inde og ude af de danske fængsler.
Der er ingen tvivl om, at dette arrangement har gjort et stort indtryk på de deltagende medlemmer af ErhvervsNetværk 9220. Som det blev udtrykt af et par af de deltagende:
” Besøget i Aalborg arrest var et tankevækkende og gribende indblik i vores straffesystem. At spærre en forbryder inde i et meget lille rum 23 timer i døgnet kan næppe give det menneske, som bliver sat på gaden efter at have afsonet sin dom, bedre kort på hånden til at begå sig i samfundet. Derfor var det opløftende at høre om High:Fives mission og om de givende samarbejder, de indsatte har haft med medlemmer i netværket.”
ErhvervsNetværk 9220 vil gerne sige tak til alle de gode kræfter, der har været med til at gøre dette arrangement muligt. En særlig tak skal lyde til Institutionschef Birgitta Sloth Christiansen og enhedschef Allan Jørgensen, samt til Trine Skibelund fra High:Five.
Der skal også lyde en særlig tak til samtlige indlægsholdere og de deltagende medlemmer. ErhvervsNetværk 9220 anerkender det store arbejde og den værdige indsats, der er forbundet med at nedbryde det tabu, der er omkring at ansætte tidligere straffede personer. Vi er glade for de muligheder arrangementer som disse giver os, for at nedbryde de fordomme, der måtte være forbundet hermed.
På glædeligt gensyn i arresten i 2020.
TV: Allan Jørgensen og Brigitta Sloth Christiansen
TH: Trine Skibelund og Per Bang