Torsdag den 23. november holdt ErhvervsNetværk 9220 juleafslutning i Utzon Centeret, hvor over 80 netværksmedlemmer var mødt frem.
Aftenen startede med en inspirerende rundvisning i Utzon Centeret, hvorefter vi satte os til bords i Utzon Centrets flotte Obelske Auditorium. Her ventede et meget inspirerende foredrag af Per A. Det var et foredrag med og om Per A, der var provokerende, foruroligende, optimistisk – og frem for alt konkret og brugbart ift. at tænke seriøst over, hvornår og hvordan man kommer i gang med at leve det liv, man ønsker og drømmer om. Specielt hans tilbagevendende spørgsmål, som både var til ham selv, men også pointen i foredraget: ”Hvad kan jeg selv gøre, for at min situation bliver bedre”, var meget inspirerende.
Efter foredraget serverede Utzon Centeret en lækker middag (svinekæber med bagte rodfrugter, råstegte kartofler, svampe, syltede rødløg og en rig rosmarinsauce, dessert var små lækre chokolader og kager)
Morten Christensen, formand for ErhvervsNetværk 9220, takkede i sin tale medlemmerne for året der gik, og han så frem til det nye års udfordringer. Samtidig blev der sagt tak til Gunnar Schmøkel fra Nordjyske bank for hans mangeårige indsats i netværket. Gunnar har valgt gå på pension og være med omkring nogle spændende frivillige opgaver. Vi ønsker ham alt held og lykke fremover.
Petya Petkova fra Petkomotiv, præsenterede sig selv og sin virksomhed ved at uddele motiv-plakater med varemærker fra flere nordjyske byer. Plakaterne var meget populære og folk tog godt imod Petkovas gave.
Aftenen sluttede stille af med networking over en kop kaffe.
Vi fra ErhvervsNetværk 9220 vil gerne sige tusind tak til Mads Buch Jensen, Utzon Center og Eventgruppen for at arrangere denne flotte juleafslutning.