Cool East er et CSR-projekt, der blev etableret i september 2015, og er et samarbejde mellem ishockeyklubben, Aalborg Pirates og en række virksomheder i Aalborg Øst bl.a. netværksmedlemmerne Aalborg Havn, Aalborg Portland og Himmerland Boligforening. Målet med projektet er, at støtte Aalborg Pirates økonomisk og samtidig støtte området og dets unge.
For at skabe opmærksomhed omkring projektet har Cool East valgt at afholde to gratis arrangementer i Gigantium i slutningen af april måned.
Koncerten Cool Kids, der henvender sig til børnene, og bl.a. byder på optrædener fra MGP-finalisterne, finder sted fredag d. 29. april. Allerede dagen efter indbydes der til voksenkoncerten, Cool Beats med navne som Medina, Burhan G. og Tøsedrengene.
Begge koncerter er gratis, men hvis man vil sikre sig billetter i forsalg, skal man dog betale et reservationsgebyr, der udbetales i drikkevarer/snacks på dagen. Man kan også møde op på selve dagen, hvor eventuelt resterende billetter uddeles efter først til mølle princippet.
Teamet bag Cool East håber på, at koncerterne vil skabe positiv opmærksomhed omkring Aalborg Pirates.