13/11/2018

En positiv fortælling fra en af deltagerne i Jobbus 9220

En positiv fortælling fra en af deltagerne i Jobbus 9220

“Det er middag, og telefonen ringer. Det er Karin fra Jobcenteret. Jeg har været på kontanthjælp i ca. 18mdr, søgt utallige praktikpladser, men uden held. Både til Karins og min egen frustration. Denne gang er dog lidt anderledes, da Karin fortæller mig om en Jobbus 9220 i Aalborg Øst, som er mere fokuseret på at hjælpe folk i mit nærområde. Jeg siger selvfølgelig ja til at møde op.

Det er mandag morgen, og jeg har sovet elendigt. Jeg har været ængstelig i forhold til at skulle møde en masse nye mennesker, samt lave noget hvor jeg ikke kan forudse, det der sker. Jeg har ikke fået et program, da info om dagen kom så sent.

Medicinen jeg tog for at falde i søvn hjalp dog lidt, og jeg håber som sædvanlig at medicinen mod angst og depression vil hjælpe mig gennem dagen. Som sikkerhed imod angstanfald, har jeg endnu noget medicin med i rygsækken… Samt en jakke hvis der regner, høretelefoner hvis der er for meget lyd, trøje hvis der bliver koldt, briller, hvis jeg skal se langt og vand hvis jeg blive tørstig…

Til jobbørsen (en del af Jobbus 9220 red.) er der heldigvis ikke så mange mennesker som min angst havde bildt mig ind.
Der er ca. 8 borde, hvor endnu flere firmaer er mødt op. Alle virker optimistiske, og interesserede i at fortælle, hvad de kan tilbyde, og hvad de mangler. Desværre for mig er de fleste tilbud fokuseret på hårdere fysisk arbejde. Jeg blev i 2014 opereret for en diskusprolaps og i år fik skulder nr. 2 også en omgang. Trods min størrelse, og baggrund som Ironman, er hårdere fysisk arbejde altså ikke en mulighed.

Mellem bordene, altid talende og i konstant bevægelse, møder jeg Per Bang. Jeg har ingen anelse om, hvem han er, men han virker så optimistisk, og modsat mange andre jeg tidligere har mødt, så lytter han. Han lytter, da jeg fortæller ham om, hvad jeg kan, hvad jeg kæmper med, og hvad jeg tror der skal til for at få mig væk fra kontanthjælpen. Jeg kan nærmest se hans hjerne arbejde på højtryk. Han beder mig sende en mail, da han synes min profil lyder spændende. Han har en ansat som også har Aspergers Syndrom. En ansat som nu er blevet uundværdig for Per.

Jeg når lige at deltage i frokosten inden vi skal se den nye førerløse bus, og får en historie om personen der er chauffør… på den førerløse bus… hmm…
Herefter sætter vi os ind i en bus, med chauffør, som kører os til det nye Supersygehus. Her bliver vi budt på en kort rundvisning, og får en masse info om byggeriet. Imens er jeg ved at være overstimuleret af de mange mennesker, lyden af blæsten der banker mod min trommehinde, lyset der svier mine øjne, ryggen der er træt af at stå og lytte, og så min manglende interesse for at vide mere om ting jeg ikke selv kan/skal bruge til noget særligt. Jeg aftaler med Per at jeg forlader selskabet, går hjem herfra, og sender ham en mail. En enkelt af arrangørerne lægger ikke skjul på, at jeg tilsyneladende svigter mig selv, arrangementet og mine muligheder for arbejde ved at gå nu. Det tager mig resten af ugen at lægge de ord, og den indre frustration fra mig igen. Trods medicin.

Der går 10 dage, hvor jeg venter på videre svar fra Per. Jeg håber som sædvanlig på et mirakel, men forsøger ikke at håbe for meget. Jeg har ikke lyst til at blive skuffet igen. Jeg har for vane at fortælle venner og familie om de muligheder jeg står overfor, så de kan dele min optimisme. Desværre ender det oftest i fælles skuffelse, og nogle meget lange dage og nætter.

Jeg sidder i en bil på vej hjem fra city syd, via den nye Egnsplanvej, da telefonen ringer. Det er en optimistisk Per, der ringer. Han arbejder til daglig hos Novi i Aalborg Øst, hvor firmaer kan leje sig ind, så de ikke skal købe egne lokaler. Her kender han en mand ved navn Jørgen Hedevang, som virker meget interesseret i at vide mere om mig. Inden ugen er omme har jeg en praktikplads. Med en BA i Natur og Kulturformidling samt en spørgende og refleksiv tankegang, har jeg en baggrund, som Jørgen sætter pris på.

Jørgen har sin egen virksomhed, Hedevang, hos NOVI ved Aalborg Universitet. Her arbejder han med Virksomhedsudvikling, og det er tydeligt at se han elsker det.
På første dag giver han mig sit skrivebord og stol så jeg kan sidde ordentligt. 14 dage senere har jeg selv været med til at researche, og købe min egen arbejdscomputer, skærm samt tastatur og mus på hans firmas regning. Hos Hedevang skal tingene være i orden. Punktum.
Jobcenteret har senere fortalt at der måske er mulighed for en kontorstol via kommunens ergoterapeut.

Der kommer løbende flere opgaver, men fokus pt. er på sociale medier og hans hjemmeside.
Når klokken er 12:00 går vi ned til kantinen og spiser frokost sammen.
Fyraften markeres med øjenkontakt, håndtryk og et smilende ”tak for i dag” 

Kan kun være taknemmelig for den dag jeg tog til Jobbus 9220, mødte Per Bang, og fik kontakt med Jørgen Hedevang”.

RELATEREDE NYHEDER

Modtag vores nyhedsbrev

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram